Atopisk eksem er en forholdsvis almindelig eksemtilstand hos børn - og faktisk også voksne. Atopisk eksem kan være relateret til allergi, men behøver bestemt ikke være det. Eksemet har det med at komme igen og igen. Derfor er det vigtigt at kende til den rette behandling, hvormed et udbrud hurtigst muligt kan dæmpes. Se vejledning i korrekt anvendelse af cremer med binyrebarkhormon i denne video. Spørg os endelig ved tvivl.
Vælger du at anvende både cremer for fugtighed/barrierefunktion og cremer med binyrebarkhormon, skal disse helst ligge på adskilte tidspunkter i løbet af døgnet - og mindst med 20 minutter imellem hver påsmøring. Er der mindre end et par timer imellem påsmøringerne, skal du starte med cremen der indeholder binyrebarkhormon.
Et eksem i udbrud har nemmere ved at blive inficeret med bakterier end normal hud. Er der tegn på infektion med sår, pus, smerter eller feber, så skal der yderligere behandling til og du eller dit barn bør få en tid hos en læge eller sygeplejerske.
Hvis du eller dit barn skal igang med at bruge binyrebarkhormonholdige cremer for første gang, bør I få en lægetid. Fortsætter forbruget jævnligt eller er der forværring i eksemet, bør I også konsultere en af lægerne, evt årligt ved fortsat forbrug.