Er du uønsket gravid, eller vælger du af anden årsag, at få foretaget en abort, kan du bestille en konsultation hos vores jordemoder My. Hun vil undersøge hvor langt du er henne i graviditeten og tale om mulighederne for medicinsk eller kirurgisk abort. My kan derefter henvise dig til det rigtige tilbud. Har du en partner, et familiemedlem eller en god ven/veninde, du ønsker skal støtte dig, er du selvfølgelig velkommen til at medbringe ham eller hende under konsultationen.
I Danmark har man som udgangspunkt ret til at vælge abort til og med 12. graviditetsuge (11+6). Kun under særlige omstændigheder, fx ved svære handicap hos fosteret, er det lovligt at få foretaget abort senere.
Er du i tvivl om du ønsker at gennemføre graviditeten, forsøger vi gerne af hjælpe dig til en afklaring. Ved behov vil vi informere dig om muligheder for ekstra støtte, såfremt du vælger at gennemføre graviditeten.
Har du aborteret – ufrivilligt eller efter eget ønske – tilbydes du en abortstøttesamtale. Uanset årsagen vil det ofte være psykisk hårdt og fysisk ubehageligt at miste et foster. Har du aborteret ufrivilligt 3 gange, er der mulighed for en udredning af årsagen. Du kan bestille tid hos vores jordemoder My.
På nedenstående links kan du finde informationer, som kan støtte og hjælpe dig i om du skal vælge en medicinsk eller en kirurgisk abort. Du kan ligeledes læse om hvordan de forskellige indgreb foregår. Aborten kan foretages enten på hospitalet eller hos en speciallæge i gynækologi. Inden en eventuel abort vil du få foretaget en ultralydsundersøgelse af livmoderen.
Du kan til enhver tid fortryde aborten helt indtil sidste øjeblik.
Haster det og er der ikke ledige tider ved My indenfor få dage, kan du ringe og anmode om en akuttid samme eller næste dag.
LINKS:
Medicinsk eller kirurgisk abort?
https://www.hvidovrehospital.dk/abort/Sider/default.aspx
Mere info om abort:
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/abort/generelt-om-abort/